Når socialarbejderen flytter ud af kontorerne, skabes det forandringer- Lad os komme i gang!

Er sociale forandringer noget der sker på kontorer eller i fine samtalerum? I mit arbejdsliv med familier ramt af sociale problemer, må jeg konstatere at kontorarbejdet og de lange refleksive samtaler kun har skabt midlertidige forandringer. Derimod har arbejdet konkret og direkte tæt på familien skab væsentlige forandringer.

Første gang jeg som familieterapeut besøgte en familie med et barn, der ikke kom i skole, er over 20 år siden. Dengang havde vi ikke et begreb for dette; vi kaldte det blot pjæk.

Barnet, en ni-årig pige, var plaget af overvægt og manglede venner i klassen. Moren var uden for arbejdsmarkedet, og faren var ikke en del af familien. Jeg valgte at besøge hjemmet og fik et indblik i deres hverdag. Derudover etablerede jeg møder mellem skole, fritidshjem og moren. Gennem grundige undersøgelser fandt jeg ud af, at fraværet skyldtes morens vanskeligheder med at komme op om morgenen, hvilket gjorde det svært for pigen at komme afsted. Der manglede også morgenmad i huset.

I stedet for blot at tale om problemerne valgte jeg at tage med ud og handle ind én gang om ugen og mødte op nogle morgener for at vække moren. Efter ganske få uger begyndte pigen igen at gå i skole. Hun begyndte også at tabe sig, da der kom sundere mad i huset. Dermed kom hun i bedre form, kunne følge med i lege og fik snart veninder i klassen.

År senere mødte jeg en dreng, der ikke ville tale, en problematik kendt som selektiv mutisme. Han gik heller ikke i skole. Jeg besøgte hjemmet og observerede, at han talte frit med sine forældre, men blev tavs, når jeg var der. Jeg fortsatte med at tale med forældrene, mens drengen lyttede. Efter gentagne besøg åbnede han en dag døren og begyndte spontant at tale om et spil, han netop havde spillet. Dette blev startskuddet til en dialog, der gradvist udvidede sig. Jeg fik senere tilladelse til at invitere hans lærer, som præsenterede klassens aktiviteter. Med et par timer ugentligt på skolen begyndte drengen langsomt at deltage i undervisningen.

I mellem tiden havde jeg også utallige refleksive samtaler med andre familier i samtalerum langt fra familierne. Disse samtaler, havde muligvis en effekt af og til, men ofte måtte vi erkende at forbedring af forholdene for barnet, der var omdrejningspunktet for indsatsen udeblev.

Når vi ikke sidder på kontoret kan vi tage del i løsningerne og ikke blot tale om og analysere problemerne-

At besøge familier på hjemmebane kan i stedet have stor betydning for, hvordan et forløb med børn, der f.eks. ikke går i skole, udvikler sig. Vi skylder som samfund børnene, at de professionelle, der arbejder med dem, møder dem i deres hverdag, hvor udfordringerne udspiller sig. Det kræver, at vi fjerner os fra kontorerne. Men det kræver også indsigt, empati og modet til at møde familierne menneske til menneske hvor vi udvisker forholdet klient/professionel.

Hilary Cottam har i sin bog "Radical Help" udviklet begrebet relationel velfærd. Her beskriver hun, hvordan samfundet kan spare ressourcer ved at fokusere på relationer til udsatte borgere. Når borgerne oplever tillid til fagpersoner, skabes et samarbejde, som anerkender dem som ligeværdige og kompetente til selv at løse problemer.

Mit håb for de kommende år er, at vi ser mere af den form for socialt arbejde, hvor dokumentationskrav mindskes til fordel for indsatser, der fokuserer på samarbejdet med borgerne i deres konkrete hverdagsproblemer.

Litteratur

• Hilary Cottam (2019). Radical Help: How we can remake the relationships between us and revolutionise the welfare state. Virago Press Ltd.

• Dansk Institut for Velfærdsforskning (DIV). Rapporter om relationel velfærd og socialt arbejde.